Q&A med vores tidligere htx elev Mathilde Hansen
Vi tog en snak med Mathilde om, hvad hun laver nu, hvor hun er færdig med htx hos os.
Læs med her og se, hvad hun svarede — måske kan det inspirere dig til samme overvejelser?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg kommer fra en lille by lidt udenfor Løgstør. Jeg er en person, der elsker at være sammen med vennerne, om det så er så simpelt som at se film sammen, eller om det er at ride, svømme, eller planlægge og gennemføre vandreture sammen.
Hvornår gik du på skolen i Aars?
Jeg gik på htx fra 2017 til 2020 hvor jeg var på Science-studieretningen med matematik A og fysik A.
Hvad lavede du efter din studentereksamen?
Efter jeg havde fået huen på i Aars, startede jeg på Aalborg Universitet for at læse til ingeniør med bachelor i Byggeri og Anlæg.
Hvad drømte du om at bruge din uddannelse til, da du startede din uddannelse her hos os?
Da jeg startede havde jeg egentlig ingen drøm om, hvad jeg skulle bruge min htx til. Jeg valgte htx, fordi de havde fokus på de naturvidenskabelige fag, som jeg havde mest interesse i. Det var først i midten af 3.g, at jeg fandt ud af hvad jeg ville efter gymnasiet.
Hvad fik dig til at vælge en bestemt retning i sin tid?
Da jeg startede på htx, kom jeg lige fra en idrætsefterskole, så jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle på studieretningen Fremtid i Uniform og have idræt. Men da jeg så kom i gang, fandt jeg ud af, at det med bioteknologi overhovedet ikke var min kop the. Derfor fik jeg efter nogle ugers overvejelse skiftet studieretning til Science i samarbejde med skolen studievejleder.
Har du kunnet bruge det, som du lærte på htx efterfølgende?
Det at gå på htx var med til at vise mig, hvilken faglig vej jeg skulle efter gymnasiet. I og med jeg havde retningen med matematik A og fysik A, har jeg nemt haft forståelse for den tekniske rapport skrivning og den mere avancerede matematik, som mit studie indebærer.
Hvad husker du os mest for?
Min årgang på htx havde nogle gode studiemiljøer i klasserne, og jeg fik en masse gode venner. Lærerne var nede på jorden og gode til at tage sig tid til at forklare emner dybere, hvis man ikke forstod det, og det samme var mine klassekammerater. Vores klasselærer var også god til at håndtere kriser i klassen, så alle blev retfærdigt behandlet. Derudover kom vi på fornavn med kantinedamerne grundet vores daglige besøg :)
Hvad drømmer du om i fremtiden?
Det er at finde ud af, om mit studie er det helt rigtige for mig. I så fald er min plan, at jeg gennemfører studiet, hvis ikke det er, er min nye plan at finde det rigtige studie og skifte til det og gennemføre det. Uanset hvad, er min overordnede drøm at gennemføre universitet med en glad fornemmelse og komme ud på arbejdsmarkedet og få et job, der gør mig glad.