Q&A med Malte – Fodboldtalent og HHX-elev på HEG i Hobro
I sensommeren 2024 talte vi med Malte om hvordan han oplever livet på skolen og kammeratskabet kombineret med hans store passion for fodbold. Malte er nemlig anfører på U17 holdet for Hobro IK. Dengang gik Malte i 1. g på linjen for sportstalenter, og havde derfor mulighed for at deltage i morgentræning to gange om ugen.
Læs med her og se, hvad han svarede — måske sidder du med samme overvejelser, som Malte gjorde?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg hedder Malte, og jeg går på HHX-uddannelsen på HEG i Hobro, hvor jeg er en del af linjen for Sportstalenter. Ved siden af spiller jeg fodbold for Hobro IK, hvor jeg også er anfører for U17-holdet.
Hvorfor valgte du HHX, og hvad synes du om uddannelsen?
Jeg valgte HHX, fordi jeg synes, det er spændende at lære om økonomi og forretning. Det er noget helt andet end folkeskolen, og det har virkelig fanget mig. Jeg kan godt lide, at der er fokus på emner, der kan bruges i praksis, og som åbner mange muligheder for fremtiden.
Hvordan er det at kombinere fodbold og hhx?
Det fungerer rigtig godt, især fordi HHX på HEG giver plads til morgentræning. Jeg har cirka tre timers morgentræning om ugen, og det er virkelig vigtigt for mig som fodboldspiller. Uden den mulighed kunne det gå ud over spilletiden og måske min fremtidige karriere. Skolen støtter virkelig op om, at vi kan forfølge vores sportsdrømme samtidig med, at vi får en solid uddannelse.
Hvordan er fællesskabet på linjen for Sportstalenter?
Det er rigtig fedt. Der er mange andre sportsudøvere i min klasse, og vi deler den samme passion og drive. Det skaber et stærkt sammenhold og et godt kammeratskab, både i klassen og udenfor. Det er motiverende at være sammen med andre, der også vil noget med deres sport.
Hvad betyder HHX for dig, hvis fodbold ikke bliver din fremtid?
HHX er min backup-plan. Hvis det ikke lykkes med fodbold, har jeg stadig en uddannelse, der åbner døre til en masse spændende muligheder. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med noget inden for økonomi – jeg ved ikke præcis hvad endnu, men det er en god følelse at have en solid plan B.