Q&A MED VORES HHX ELEV FREDERIK
Vi tog en snak med Frederik i sensommeren 2022 om hvordan han oplever livet på skolen, kammeratskabet og lærerne. Frederik spiller fodbold på professionelt plan i Hobro IK på deres u19 Division hold, og ellers bliver tiden brugt på skolebænken, hvor han har valgt hhx med studieretningen “International Marketing” i fodboldklassen.
Læs med her og se, hvad han svarede — måske sidder du med samme overvejelser, som Frederik gjorde?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg hedder Frederik Dietz Nielsen og kommer fra Hvilsom, en lille landsby vest for Hobro. Jeg går på studieretning International Marketing i fodboldklassen.
Hvad var dine overvejelser i forbindelse med valg af uddannelse?
Før jeg startede på HHX, havde jeg mange overvejelser. Jeg overvejede at uddanne mig til håndværker ligesom min far, eller tage en STX ligesom min mor. Da jeg gik i folkeskole, havde vi besøg af nogle elever fra HHX som skulle undervise os, og fortalte om deres hverdag på skolen. Det fangede min interesse, da det både lød spændende og interessant. Derudover var jeg i brobygning både i 8. klasse og 10. klasse, hvor jeg syntes, at handelsgymnasiets brobygning med økonomifagene var det der fangede min interesse.
Hvad vil du fremhæve for andre, hvis du skulle fortælle om, hvordan det er at gå på hhxi Hobro?
Jeg er vokset op på landet, og jeg har gået på en lille skole hvor alle kendte hinanden. Det fælleskab var helt unikt og det havde jeg fornemmelsen af, at det også var på handelsgymnasiet i Hobro. Det er jeg sidenhen blevet bekræftet i. Jeg vil gerne fremhæve et godt studiemiljø, hvor jeg har fået fantastiske nye venskaber og unikke kammerater. Derudover er der en stor faglighed hos lærerne, som giver plads til alle elever.
Planer for fremtiden?
Min fremtidsplan lige nu er at fokuserer på fodbold. Jeg har underskrevet en professionel kontrakt, til efter jeg er færdig med min HHX. På sigt vil jeg gerne bruge min uddannelse til at blive sælger i en virksomhed. Jeg er virkelig glad for, at når min fodbolddrøm ikke er drømmen mere, så har jeg en uddannelse at falde til bage på, og en masse muligheder inden for erhvervslivet.