Q&A med vores tidligere hhx elev Alisa
I sensommeren 2020 fik vi en snak med vores tidligere elev Alisa. Alisa blev handelsstudent i 2017. I dag læser hun på Copenhagen Business School, og kan klar mærke, at hendes hhx-baggrund er en klar fordel i forhold til hendes nuværende studier.
Læs med herunder – og bliv klogere på, hvordan og hvad du kan bruge en hhx uddannelse til.
Kan du fortælle om dig selv?
Jeg er født og opvokset i Hobro, hvor jeg har boet med min mor, far og storebror. Jeg har altid været glad for at være aktiv i min fritid og spillede fodbold i nogle år, da jeg var yngre. Nu består det aktive af løbeture og ture til fitnesscenteret, hvor jeg nyder at kunne koble af. Desuden elsker jeg at fordybe mig i en god bog samt at bruge tid med venner og familie.
Hvornår gik du på skolen i Hobro?
Jeg gik på hhx i Hobro fra 2014 til 2017, gik på linjen International Marketing og færdiggjorde uddannelsen med seks A-fag (Dansk A, Engelsk A, Afsætning A, Virksomhedsøkonomi A, Spansk A og Tysk A). Som den eneste studerende på hele hhx havde jeg både spansk og tysk på højeste niveau. Faktisk var der ikke nok ansøgere til tysk A-holdet, men jeg fik, sammen med to andre fra min klasse, lov til at tage faget på Mariagerfjord Gymnasium, hvilket var en mulighed, jeg var meget taknemmelig for at få!
Hvad lavede du efter din studentereksamen?
Da jeg blev færdig på hhx, tog jeg et sabbatår med henblik på at arbejde både for at spare op til at tage ud at rejse samt til at flytte hjemmefra. Min kæreste og jeg tog på den obligatoriske backpackerrejse til New Zealand med pitstop i Dubai og Sydney, hvilket var en helt fantastisk oplevelse. I sommeren 2018 flyttede vi så til København for at studere.
Hvad drømte du om at bruge din uddannelse til, da du startede din uddannelse her hos os?
Da jeg startede på hhx, må jeg ærligt indrømme, at jeg da ikke vidste, hvad jeg helt præcist ville med uddannelsen. Jeg vidste, at sprog, kommunikation og marketing var noget, jeg fandt interessant, så derfor tog jeg den linje, jeg gjorde. Efterfølgende, i løbet af mit sabbatår, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville læse videre inden for kommunikation og marketing.
Hvad laver du nu?
I dag er jeg i gang med mit 5. semester af min bacheloruddannelse i Interkulturel Markedskommunikation og er i forbindelse med uddannelsesforløbet lige startet i praktik hos et mediebureau ved navn Reprise Digital (tilhørende det globale IPG Mediabrands). Reprise Digital er specialister inden for digital markedsføring og rådgiver og servicerer en række af verdens førende detail- og produktbrands, ligesom de arbejder med flere af de største nordiske og danske brands i regionen. Ved siden af dette arbejder jeg som privatunderviser i lektiehjælp én gang om ugen for at tjene lidt ekstra ved siden af SU’en.
Når jeg i sommeren 2021 bliver færdig med bacheloren, er planen lige nu at læse videre på kandidaten cand.merc. (kom.) – erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation.
Hvad fik dig til at vælge en bestemt retning i sin tid?
Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge – stx eller hhx. De fleste af mine venner/veninder/gamle klassekammerater tog på stx, men jeg endte med at vælge hhx – mest fordi min storebror havde gået der, og fordi jeg nok bedre kunne se mig selv på hhx. I forhold til hvilken linje jeg valgte, vidste jeg, at den rent økonomiske ikke ville være noget for mig, men at marketing, som jo også indebar økonomi, ville være mere passende både i forhold til mine faglige interesser og styrker.
Har du kunnet bruge det, som du lærte på hhx efterfølgende?
Absolut. Mange af de modeller, især fra afsætning, som vi lærte om på hhx, har vi også brugt i marketing-fagene. Her har jeg haft en klar fordel, da jeg allerede havde arbejdet en del med modellerne, hvorimod eleverne fra stx aldrig havde arbejdet med dem før. Derudover dannede den viden, jeg tillærte mig på hhx, om handel, jura og økonomi et solidt fundament for mit videre uddannelsesforløb.
Hvad husker du os mest for?
Skolen var et stille og roligt sted, hvilket afspejlede sig i læringsmiljøet, som dannede grobund for et godt uddannelsesforløb. Eleverne trivedes og forholdet mellem lærere og elever var uformelt, afslappet og generelt bare rart! Dette dannede rammerne for et sundt læringsmiljø, hvor man som elev følte sig tryg og godt tilpas.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
I fremtiden drømmer jeg om at arbejde strategisk med kommunikative og ledelsesmæssige områder i virksomheder og på den måde være med til at udvikle bæredygtige forretningsmodeller. Indtil videre!