LEDER: Kompetencer med retning
af Aksel Gaardsted Christiansen, Uddannelseschef på Entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikeruddannelserne, AMU, akademi og
kantine/køkken.
Jeg har været en del af HEG i syv år og oplever et voksende behov for relevante, praksisnære og fleksible AMU-kurser. Ikke bare som et svar på konkrete kompetencegab, men som en reel strategisk investering for virksomheder i hele Nordjylland, Danmark og Europa. I dette katalog deler vi nogle af vores vigtigste erfaringer, udviklingstendenser og greb til dig, der vil møde fremtiden med kompetente medarbejdere.
Et marked i bevægelse
De seneste to år har vi set en klar stigning i efterspørgslen på AMU-kurser. I 2023 oplevede vi en stigning på 12 %, og tallene fra første halvår 2024 peger mod en øgning på yderligere 15 %. Det svarer til omkring 4.500 kursister årligt. Vi ser særligt en stigende interesse for kurser i håndtering af
asbestholdige materialer, hvilket afspejler et styrket fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed i bygge- og anlægsbranchen. Denne udvikling er ikke tilfældig. Den viser, at vores målrettede indsats for at tilbyde relevante kurser bærer frugt, og at virksomhederne anerkender værdien af opkvalificering. Det stiller krav til os som udbyder, og det ansvar tager vi på os – med blik for fleksibilitet, kvalitet og hverdagsnær praksis.
Løsninger i dialog med virksomhederne
Kvalitet starter med at lytte. Hos HEG arbejder vi tæt sammen med ledere, HR og medarbejdere for at afdække de reelle behov i virksomhederne. Det handler ikke om hyldevarekurser – men om målrettede læringsforløb, der giver mening. Et godt eksempel er en mellemstor produktionsvirksomhed, der stod midt i en digital omstilling. Her udviklede vi et skræddersyet forløb, hvor undervisningen blev kombineret med praksisnære cases og en superbrugerordning. Resultatet var læring, der kunne bruges fra første dag. HEG er lokalt forankret, men vores perspektiv er langt bredere. Gennem tæt kontakt med faglige organisationer og brancheforeninger udvikler vi undervisning, der er i takt med tiden.
Internationale medarbejdere og lokale løsninger
Arbejdsmarkedet er i forandring. Vi mærker en voksende efterspørgsel på tekniske kurser på engelsk, fordi flere virksomheder har internationale medarbejdere. Det er en naturlig udvikling, og vi har allerede omlagt dele af vores kursusudbud, så det matcher virkeligheden. Hos HEG arbejder vi
strategisk med at sikre opkvalificering – og vi ser AMU som et af de vigtigste redskaber til at møde fremtidens behov. Det kræver nytænkning, fleksibilitet og respekt for det enkelte fag.
Klar til fremtiden
De kommende år vil vi fortsat udbyde kurser med bæredygtighed som et centralt tema. Det gælder i alt fra fødevareproduktion til byggeri og ledelse, hvor den grønne omstilling fylder mere og mere. Vi ser også frem mod 2026, hvor nye lovændringer på AMU-området forventes. Vi ved endnu ikke, hvad
ændringerne indebærer, men vi er klar til at tilpasse os – og stå stærkt som sparringspartner i en kompleks virkelighed. Derfor lancerer vi også HEG SmartService: En ny service, der gør det lettere at samarbejde med os, blandt andet ved at tage os af det administrative og sikre fleksible løsninger.
Mvh Aksel Gaardsted Christiansen
