Det korte svar? Det er lidt som at træde ind i en by-i-byen. Og det føles ret godt.
Det lidt længere? Du kommer måske for at tage en uddannelse – men du får meget mere end det. Du lander midt i Campus Hobro, hvor over 1.000 elever mødes hver dag på tværs af HHX, HTX, EUD, EUX Business, Fødevarer, SOSU Nord, 10. klasse og Dania. Her bygger nogen huse, andre drømmer om marketing, og nogle står med hænderne i et æltekar. Det er skørt. Og fedt.
Du får moderne undervisningsmiljøer – både på Kirketoften og på Bornholmsvej, hvor man kan dufte værkstedsluften, før man når hoveddøren. Du får engagerede undervisere, som hepper på dig. Og du får en skole, der tager dig seriøst – også når du stadig er i gang med at finde ud af, hvad du vil.
Du hænger ud med folk, der ikke går i din klasse – i sofaerne, i kantinen, i hallen eller til HEG Nights. Du får en hverdag, hvor skole, fritid og fællesskab smelter sammen. Og du får lov til at være præcis den, du er – nørdet, stille, grinende, målrettet, i tvivl… eller lidt af det hele.
Og hey – du kommer også ud i verden. HEG Hobro samarbejder med skoler og virksomheder i andre lande, og studieture har taget vores elever til alt fra Bruxelles til Filippinerne og Australien. Det sætter tanker i gang. Og giver udsyn.