HHX på Støvring Gymnasium
Ny uddannelsesmulighed i Støvring er en realitet! Allerede fra august 2025 får unge nu mulighed for at tage en HHX-ungdomsuddannelse på Støvring Gymnasium
Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG) og Støvring Gymnasium (SGY) har indgået samarbejde om at udvide tilbuddene for unge i Rebild Kommune. I dag kan man tage STX og FGU i Støvring, men ønsker man anden uddannelse, har man indtil nu været nødt til at pendle ud af kommunen til enten Aalborg, Aars eller Hobro.
-> læs mere om uddannelsen her <-
”Det er virkelig godt for de unge, der gerne vil tage deres ungdomsuddannelse lokalt”, siger rektor på Støvring Gymnasium, Anna Amby Frejbæk, og uddyber: ”Vi er kendt for at have et rigtig godt fællesskab på tværs af klasser og årgange på Støvring Gymnasium, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod de nye HHX-elever og få dem med i vores fællesskab.”
HHX vælges af mange unge i Rebild Kommune. Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har to eksisterende HHX-udbud i hhv. Aars og Hobro, men ved at oprette et tredje HHX-tilbud i Støvring med 1-2 klasser pr. årgang bliver det mere attraktivt og tilgængeligt for lokale unge at tage en ungdomsuddannelse. Samtidig vil det nye tilbud skabe synergi og udvikling på tværs af de to uddannelsesinstitutioner og dermed styrke uddannelsesmiljøet i Rebild Kommune og Himmerland generelt.
”At sørge for nem adgang til et bredt udvalg af uddannelser, er noget der har højt fokus på den politiske arena, både på landsplan, regionalt plan og lokalt. Dét er en af hjørnestenene i HEG’s historie, der rækker tilbage til 1885, og som stadig den dag i dag betyder meget for os. Derfor glæder vi os til at kunne udvide uddannelsesudbuddet til gavn for de unge i Rebild Kommune, i tæt samarbejde med Støvring Gymnasium”, forklarer Ulf Givskov Bender, direktør for Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG).
Bestyrelsesformand på Støvring Gymnasium og uddannelseschef på UCN, Iben Bøgh Bahnsen, udtaler: “Vi er glade for, at unge fra næste skoleår får mulighed for at tage HHX i Støvring, så de ikke hver dag skal pendle langt, og så de kan blive en del af det velfungerende uddannelsesmiljø på Støvring Gymnasium.”
Ønsker man at tage sin uddannelse i Støvring og kombinere den faglige ekspertise fra HEG med den sociale fællesskabsånd fra SGY, kan man søge ind via optagelse.dk inden 1. marts 2025.
“Vi glæder os til et mere mangfoldigt gymnasium med elever med forskellige faglige interesser og med flere forskellige fag. Vi vil arbejde for, at alle elever er en del af vores stærke fællesskab på tværs af klasser og årgange. Vi nedsætter et udvalg under elevrådet, som skal samarbejde med ledelsen og HEG om at blive parate til HHX på Støvring Gymnasium”, lyder det fra elevrepræsentanter i Støvring Gymnasiums bestyrelse Sally Pihl og Victoria Kramer.
Fra 2030 kan vi endda forvente endnu en ny uddannelse i Støvring. I regeringens udspil til en ny ungdomsuddannelse lægges der nemlig op til at etablere EPX i Støvring. EPX er en praksisorienteret gymnasial uddannelse, der er målrettet erhvervsuddannelser samt korte og mellemlange videregående uddannelser. Læs mere om EPX her.