Q&A MED VORES TIDLIGERE HHX-ELEV GABRIELA SERLES
Vi tog en snak med Gabriela om, hvad hun laver nu, hvor hun er færdig med hhx hos os.
Læs med her og se, hvad hun svarede — måske kan det inspirere dig til samme overvejelser?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg hedder Gabriela og er 20 år gammel.
Hvornår gik du på skolen i Aars?
Jeg gik på HHX årgang 20/23.
Hvad drømte du om at bruge din uddannelse til, da du startede din uddannelse her hos os?
Grunden til at jeg valgte HHX, var fordi emner som markedsføring, opstart og drift af virksomheder interesserede mig meget. Jeg havde flere forskellige drømme, da jeg startede min uddannelse i Aars. Bl.a. at blive selvstændig og/eller studere international business og marketing eller erhvervsjura. Derfor ville HHX være et godt springbræt til alle disse livsveje.
Hvad laver du nu?
Lige nu er jeg værnepligtig i Trænregimentet på Hvorup Kaserne. Mens innovation er diversitet, nytænkning og åbenhed, er kasernen ensretning, disciplin og kommando-orienteret. Selvom hverdagens faste rammer på kasernen også har sine fordele, kunne man selv her have brug for innovative løsninger. Selvom jeg ikke har påbegyndt en uddannelse inden for handel og markedsføring endnu, har jeg haft gavn af diverse redskaber, jeg har fået fra hhx i min hverdag.
Hvad fik dig til at vælge en bestemt retning i sin tid?
Jeg valgte innovationslinjen, da faget innovation giver mange gode kompetencer, som ikke kun er brugbart for en iværksætter, men for alle, da innovation er en vigtig del af vores udvikling i samfundet.
Har du kunnet bruge det, som du lærte på hhx efterfølgende?
Man kan fx bruge redskaber fra erhvervsjura til at forsikre sig om, at ens rettigheder er i orden i en købssituation. Eller bruge redskaber fra innovation, når man står i problemer og skal være kreativ med nye løsninger. Fra faget afsætning, kunne jeg med job i Netto se de strategiske sammenhænge ift. vareopsætning og markedsføring. Men allerbedst fra min tid på HHX er venskaberne og minderne fra bl.a. studieture til Prag og Barcelona.
Hvad husker du os mest for?
Selvom skolen i Aars er forholdsvis lille, har det også sine fordele. Jeg synes, at vi har haft et meget tæt forhold mellem hinanden. Det gælder både på tværs af klassetrin, men også ift. lærerne. Vi har også haft mulighed for mere elevindflydelse. Fx har vi et Tik-Tok-team, der deler opslag om gymnasielivet på hhx/htx uden filter.