Q&A med vores Eux-Business elev Kathrine
Vi tog en snak med Kathrine i sensommeren 2020 om hvordan hun oplever livet på skolen, kammeratskabet og lærerne. Kathrine er i gang med en EUX-Business uddannelse på skolen i Hobro.
Læs med her og se, hvad hun svarede — måske sidder du med samme overvejelser, som Kathrine gjorde?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg hedder Kathrine, og jeg er 17 år gammel, og jeg bor i en lille by, Klejtrup, sammen med min familie.
I min fritid er jeg meget sammen med min familie og venner/veninder, og så arbejder jeg i Sport24 i Hobro og hos bageren i Klejtrup. Udover det kan jeg godt lide at se og spille fodbold.
Hvilken uddannelse er du ved at tage her hos os?
Jeg er i gang med en EUX-Business uddannelse. Jeg startede sidste år på grundforløbene og er nu på mit sidste år af uddannelsen.
Hvad var dit første indtryk af skolen?
Mit første indtryk af skolen var meget positivt. Jeg synes, skolen levede meget op til mine forventninger, fordi skolen ikke er så stor, og det gjorde, at jeg var mere bevidst om, at jeg skulle vælge lige præcis denne skole.
Hvordan oplever du det sociale fællesskab på din uddannelse?
Det sociale fællesskab på min uddannelse og i min klasse er rigtig godt, alle kan snakke med alle, og vi arbejder utrolig godt sammen.
Hvad vil du fremhæve for andre, hvis du skulle fortælle om, hvordan det er at gå på skolen i Hobro?
Jeg tror, jeg vil fremhæve, at det er en skole, hvor du får en masse læring ind under huden, du lærer nye ting hver dag og går aldrig hjem uden at have lært noget nyt.
Vil du anbefale skolen til andre?
Jeg kan virkelig anbefale den her skole til andre, fordi det er en lille handelsskole, som har et vanvittigt godt fællesskab. Hvis du drømmer om engang at skulle noget med e-handel, salg, butik, administration, kontor eller noget helt tredje, vil jeg helt klart anbefale EUX-Business uddannelsen, hvor du får 2 uddannelser i én, så kan du blive lige det, du har lyst til. Og efter bare 2 år er du klar til at komme ud i erhvervslivet. Det er i hvert fald noget jeg klart kan anbefale, hvis man er typen, der ikke gider at gå i skole mere end højest nødvendigt.